10 år med Institut for Odontologi og Oral Sundhed

Ti år, én fusion og masser af milepæle. IOOS kan i år fejre 10-årsjubilæum. Kom med ned ad ”memory lane” gennem 10 stop fra det sidste årti og se billederne fra fejringen.

Foto: Lise Wendel Eriksen

Fem uddannelser. 11 odontologiske discipliner. 700 studerende. 330 medarbejdere. 8.000 patienter og 33.000 årlige patientbesøg. Dét er Institut for Odontologi og Oral Sundhed i dag. Hvad sker der på 1o år? En hel del. Se bare her.

1. Instituttet med det mundrette navn

D. 1. august 2016 fusionerede de to uddannelsesinstitutioner – Institut for Odontologi og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) – helt formelt. Fra den ene dag til den anden var de én organisation. Forud lå dog års arbejde med at forberede sammenlægningen. Det gjaldt alt lige fra nyt EAN-nummer og nye mailadresser til et fælles sekretariat, fælles klinikker og en fælles kultur. Instituttet fik også et nyt navn, og valget faldt på Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Et navn, der kræver lidt tilvænning og bedst udtales langsomt. Måske af den grund går instituttet i folkemunde ofte under bogstavforkortelsen IOOS. Der gik mange år, før alle bogstaverne i det nye institutnavn - modsat her - blev slået op på samme linje på muren lige over hovedindgangen.

2. Ny i job

Siri Beier Jensen blev den første leder af det nye, samlede institut. Hun kom fra en stilling som lektor i Oral Medicin på Københavns Universitet. Første punkt på allerførste arbejdsdag var et møde med rektor Brian Bech Nielsen. Andet punkt var nye portrætbilleder taget af AU’s daværende husfotograf, Lars Kruse. Tredje punkt – og måske dagens mest krævende – var at finde vej fra ”førerbunkeren” på Nordre Ringgade og ned gennem Universitetsparken til sit kontor på 1. sal i bygning 1613. Havde hun håbet på en stille start, gik det lige modsat. Dag to i embedet startede nemlig med, at den nye institutleder fik et opkald fra AU’s kommunikationschef. Hun kunne fortælle, at der var sket en systemfejl i optaget af nye studerende. Nogle studenteroptagslister var vendt på hovedet, så de højest prioriterede ansøgere ikke var blevet tilbudt optagelse, men i stedet de lavest prioriterede – bl.a. på tandplejerstudiet. Velkommen til Aarhus Universitet og velkommen på forsiden.

3. 21 fantomdukker og 3D-printede tandsæt

På rad og række ligger 21 fantomdukkehoveder med åben mund, bevægelige kinder og udskiftelige tænder. Dukkerne kan fejle forskellige sygdomme, der kræver behandling af tandfagligt personale. Og er den helt rigtige diagnose eller det optimale tandsæt ikke på lager, kan det 3D-printes i naturtro materialer. I november 2019 indviede IOOS en ny simulationsklinik fyldt med state of the art-teknologi. Som det eneste sted i Danmark og få andre steder i verden har simulationsklinikken plads til, at de studerende kan arbejde sammen to og to om fantomdukken – præcis som patientbehandlingen foregår i den virkelige verden mellem tandlæger, tandplejere og tandklinikassistenter. En lille, men vigtig detalje og selve hjørnestenen hos IOOS. Da corona ramte få måneder senere, var den nye simulationsklinik med til at sikre, at de studerende stadig delvist kunne træne kliniske færdigheder på naturtro, men kunstige patienter.

4. Verdens øjne hviler på IOOS

”Hvorfor kalder I det ikke ”the Aarhus Model of Dental Education”, spurgte Mike Curtis. Han er garvet institutleder for Europas største tandfaglige uddannelsessted, Kings College London. Og som medlem af fakultetets advisory board har han gennem mange, mange år fulgt arbejdet med at samle de tandfaglige uddannelser under samme organisatoriske tag. For mens arbejdet med at skabe synergi mellem alle de tandfaglige uddannelser – med videndeling, team-samarbejde og optimal brug af hinandens kompetencer for øje – lever en relativt upåagtet tilværelse på fakultetet, har Aarhus-modellen skabt international opmærksomhed. Det er nemlig oplagt at samtænke uddannelser og undervisning. Der er bare ikke mange, der har gjort det før. ”I gør det, som alle drømmer om, men ingen orker at kaste sig ud i, fordi det er så komplekst og logistisk krævende at gennemføre,” konstaterede han tørt.

5. Ringen er sluttet til sommer

I oktober 2017 tilbragte undervisere, aftagerpaneler, fagorganisationer og repræsentanter fra Styrelsen for Patientsikkerhed to dage på Sandbjerg Gods i Sønderjylland. Alle var samlet for at kickstarte processen med at skabe nye studieordninger og fremtidssikre bachelor- og kandidatuddannelsen i odontologi og professionsbacheloruddannelsen i tandpleje og en helt ny professionsbacheloruddannelse i klinisk tandteknik. Arbejdet har stået på siden og været enormt, for alle de tandfaglige uddannelser skulle ikke kun udvikles i fagsiloer, men også samtænkes på tværs af uddannelser, fag og klinik. Implementeringen af de nye studieordninger er næsten i mål. Til sommer er alle dimittender på alle uddannelser uddannet efter de nye studieordninger.

6. Gør plads, tak

En junidag i 2022 flyttede en verdensnyhed ind på instituttet. Det store vinduesparti i bygning 1613 var pillet ud, radiatorerne fjernet og flere mure banket ned, så verdens første dentale MR-scanner forsigtigt og med millimeterpræcision kunne listes fra den store lastbil og ind i lokale 099. Her står den endnu og scanner og vidner om, at IOOS er det internationale forskningscenter for ’dental-dedikeret’ MRI-billeddiagnostik, og at forskningslinjen i oral radiologi stadig er verdensførende. Godt et halvt år efter indflytningen fredede Slots- og Kulturstyrelsen i øvrigt 26 AU-bygninger og parkerne omkring universitetet. Én af bygningerne var MR-scannerens nye hjem.

7. Uddannelser lukkede, og andre kom til

Aarhus-modellen led et vemodigt knæk, da tandklinikassistentuddannelsen og laboratorietandteknikeruddannelsen lukkede på IOOS i 2022. De to tandfaglige erhvervsuddannelser var ikke længere bæredygtige i universitetsregi. Det samme gjaldt diplomuddannelsen i oral helse og akademiuddannelsen i odontologisk praksis. På den lyse side fik den toårige erhvervsakademiuddannelse i klinisk tandteknik et akademisk løft og genopstod i nye klæder. Efter en stor omlægningsproces godkendte Uddannelses- og Forskningsministeriet i december 2020 den nye professionsbacheloruddannelse i klinisk tandteknik af 3,5 års varighed. De første studerende blev optaget i 2023, og interessen har været stor siden. Faktisk indtager uddannelsen i år en tredjeplads på listen over AU-uddannelser med den største stigning i antal ansøgere sammenlignet med sidste år.

8. Få, men stærke

Instituttets videnskabelige medarbejdere forsker inden for 11 odontologiske discipliner. Målt i antal hoveder er forskerne relativt få, men flere af forskningsfelterne er solidt plantet på det videnskabelige verdenskort. Gennem de sidste 10 år har instituttet arbejdet målrettet med at styrke forskningen og samle kræfterne, og på den baggrund er fondsbevillingerne femdoblet det sidste årti.

9. Guldmedalje til tandreguleringen

Topkarakter på samtlige 16 bedømte parametre. Sundhedsstyrelsens inspektorer var ikke i tvivl, da de i 2025 besøgte Sektion for Ortodonti, der varetager én af landets to specialtandlægeuddannelser i tandregulering. Hvert år besøger Sundhedsstyrelsen ca. 250 uddannelsesafdelinger – hovedsageligt på hospitaler – for at sikre kvaliteten af de lægelige og odontologiske videreuddannelser. Og de var så imponerede af videreuddannelsen i ortodonti på IOOS, at afdelingen suverænt kunne kåres med anerkendelsen ”Sundhedsstyrelsens Uddannelsespris 2026 – bedste uddannelsesafdeling". Leder af Sektion for Ortodonti, professor Peter Stoustrup, modtog prisen på vegne af hele afdelingen.

Knap 1.500* er dimitteret – langt de fleste med højt til loftet og guld i kæder

En tidlig sommerdag 2018 fandt man en tandlæge-rektorkæde af guld i en bankboks under Stjernepladsen. Guldkæden blev skænket til Aarhus Tandlægehøjskole af jyske tandlæger i 1958, men kæden var siden start 90’erne gemt og glemt. Timingen af genkomsten kunne ikke være bedre, for få dage efter kunne institutleder Siri Beier Jensen nemlig bære den ved den allerførste fælles dimission for alle de tandfaglige uddannelser i Aulaen. Tidligere blev dimissionerne holdt hver for sig og i knap så storslåede lokaler. De sidste 10 år er 702 tandplejere, 116 kliniske tandteknikere og 651 tandlæger uddannet fra Aarhus Universitet. Og Siri har båret kæden siden.

*Tallet er i virkeligheden højere, for i samme periode er der også uddannet tandklinikassistenter og tandteknikere (grundforløb). Et forsigtigt skøn er i omegnen af 250. Men fordi de to (nu lukkede) erhvervsuddannelser bruger administrative systemer, der ikke er universitetskompatible, har fakultetets studieadministration ikke tallene.

Se billederne fra 10-årsjubilæumsfejringen

Solen skinnede, og Grønnegården var trukket i festtøjet, da Institut for Odontologi og Oral Sundhed markerede sit 10-årsjubilæum fredag d. 25. september 2026. Studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere var inviteret med til en eftermiddag med taler, gaver og hyggeligt samvær på tværs af de sidste 10 år som ét samlet institut for de tandfaglige uddannelser.