25 millioner kroner styrker forskning i stamceller
Lektor Bjarne Kuno Møller fra Institut for Klinisk Medicin får 25 millioner kroner af Innovationsfonden til at opstarte produktion af stamceller og forske i stamceller som et middel mod svære sygdomme.
Stamceller er hele kroppens reparationskit og dermed et stærkt våben i kampen mod sygdomme, som er vanskelige at behandle. Lektor Bjarne Kuno Møller fra Institut for Klinisk Medicin har modtaget 25 millioner kroner fra Innovationsfondens Grand Solutions program til at forske i såkaldte mesenkymale stamceller.
Mesenkymale stamceller findes i næsten alle dele af kroppens væv og har helende og immundæmpende egenskaber. Bjarne Kuno Møller og teamet bag forskningsprojektet vil i nationalt og internationalt samarbejde undersøge effekten af stamcellerne på alt fra degenerative sygdomme fx lændesmerter og slidgigt til inflammatoriske tarmsygdomme og hudsygdommen HS. Om stamcellerne kan forhindre organer i at blive afstødt efter transplantation er også blandt forskningsområderne.
Bevillingen går til stamcelleproduktion og de nødvendige apparaturer, bemanding og godkendelser, som produktionen kræver. Stamcellerne vil indgå i kliniske projekter nationalt og internationalt.
Kontakt
Klinisk lektor Bjarne Kuno Møller
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Mail: bjamoell@rm.dk