Nyhedsbrev 54 fra Institutlederen

Kære alle, Nyt år, halvvejs gennem vinteren og godt i gang med et nyt semester - her er første 2023-nyhedsbrev om IOOS.

INTERNT PÅ INSTITUTTET

VIDEO: Få et fint indblik i arbejdet i sterilcentralen
Vi bestrider utroligt mange forskellige arbejdsområder og -funktioner her på instituttet – formentlig også flere, end vi enkeltvis går og tænker over til hverdag. Tandklinikassistentgruppen, under ledelse af oversygeplejerske Helle Leegård, har på skift præsenteret deres arbejdsområder for hinanden for at videndele og synliggøre deres forskellige, daglige opgaver. Tandklinikassistenterne i sterilcentralen har derfor lavet en meget informativ og flot video, der viser det arbejde, som de udfører, og som får al vores kliniske arbejde, undervisning og forskning til at glide hver eneste dag.

Se med i videoen (ca. 6 min) her – den skulle kunne ses frem til d. 20. februar: Klik her for at downloade filmen.

 

Det lykkes, vi sparer el og varme
I efteråret blev en række energibesparende tiltag sat i værk ikke bare hos os, men på hele universitetet for at imødegå de store og uventede energiudgifter, der ramte og er med til at udfordre universitetets økonomi.

Sammenligner vi 2021 med 2022, har vi på IOOS ifølge fakultetets bygningschef, Conor Leerhøy, sparet 34% på fjernvarmeforbruget og reduceret elforbruget med 6%. Det er imponerende, da vores bygninger i forvejen er ret energioptimerede, og da vi er nødt til at have samme temperatur som hidtil i klinikkerne, så patienterne ikke fryser, når de ligger stille under behandling.

Det er virkelig godt gået og godt nyt for både klima og vores økonomi – lad os holde fast i de nye gode vaner - men det er også rart at vide, at vi nu går mod naturligt lysere og varmere tider. Se i øvrigt artiklen ”Health henter store besparelser på el og varme”.

Dekanatet besøger IOOS d. 20. april – I er alle inviteret til at møde vores dekan og prodekaner for uddannelse og forskning
Det sundhedsvidenskabelige fakultetet Healths øverste ledelse tager hvert år på besøgsrunde til alle Healths institutter, og torsdag d. 20. april kl. 14-16 får vi besøg af dekan Anne-Mette Hvas, prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach, prodekan for forskning Hans Erik Bøtker og administrationschef Lasse Munk Madsen. Besøget bliver afviklet som et stormøde for alle medarbejdere på IOOS, der indledes med et oplæg fra mig, dekanen og prodekanerne, og herefter er der en åben dialog om IOOS, Health, Aarhus Universitet, vores forskellige aspekter af uddannelse og forskning, som I ønsker at drøfte.

I har fået en mødeinvitation i indbakken med alle praktiske oplysninger og tilmelding – bemærk, at deltagelse er efter først til mølle-princippet, da Apollonia-lokalet maksimalt kan rumme 80 personer.

Den nye rejsepolitik skal i brug
Sidste år vedtog Aarhus Universitet en ny rejsepolitik, så vi i arbejdsøjemed rejser mere klimavenligt og med omtanke. Her kommer hovedpunkterne, som vi skal efterleve, som medarbejdere på Aarhus Universitet.

Arbejdsrejser skal selvfølgelig hænge sammen både praktisk og tidsmæssigt, men overordnet opfordres vi som medarbejdere til at:

  • I videst muligt omfang at vælge den mest klimavenlige rejseform.
  • Tage tog frem for fly, hvis rejsetiden med tog er under 5 timer pr. vej.
  • Udfordre antal og omfanget af fysiske møder i eksisterende, veletablerede netværk.
  • Overveje, om rejsen kan erstattes af virtuelle møder – eller planlægges tættere på medarbejderens geografiske placering.

Uanset destinationen er det vigtigt, at vi booker flyrejser gennem Aarhus Universitets rejsebureau, Carlson Wagonlit Travel Danmark (CWT). De kan blandt andet trække data om CO2-udledninger relateret til rejsen, så du kan vælge klimavenligt, og så Aarhus Universitet som arbejdsplads kan følge med i, om vores klimaindsats har den ønskede effekt.

Se universitetets rejsepolitik på medarbejdersiden.

Sæt kryds i kalenderen 2. marts: AU holder ligestillingskonference
Arbejdspladskultur, og hvordan vi fremmer diversitet og inklusion, er omdrejningspunktet, når universitetet inviterer til diversitets- og ligestillingskonference den 2. marts 2023 fra kl. 10-14.30. Konferencen begynder i Aulaen med tre oplægsholdere, der bidrager med indsigt i og erfaringer fra forskellige sektorer. Efter den fælles del fortsætter konferencen lokalt på fakulteterne.

En inkluderende arbejdsplads med plads til forskellighed er lige netop emner, vi også arbejder meget med på IOOS, så tilmeld jer konferencen, hvis I kan finde tid til det. Det er gratis at deltage, og alle medarbejdere, og ledere med ansvar for medarbejdere, er velkomne. Se programmet på universitetets hjemmeside og tilmeld jer via Conference Manager.

 

FORSKNING, UDDANNELSE & UNDERVISNING

Status på lukning af vores erhvervsuddannelser: Medarbejderne kender nu deres arbejdsfremtid på IOOS
Som I ved, lukker vores erhvervsuddannelser til tandklinikassistent og tandtekniker på IOOS fra og med august i år. Det får ikke kun betydning for vores elever, men også for de medarbejdere, der er tilknyttet uddannelserne.

Vi er nu så langt i processen, at alle varslingssamtaler med de berørte medarbejdere er afholdt, og partshøringsperioden er afsluttet. Vi kender derfor det fulde og endelige billede på medarbejdersiden: Nogle medarbejdere kigger ind i nedsat arbejdstid, nogle får nyt ansættelsesbevis med ændrede arbejdsområder, og andre kan desværre se ind i en afskedigelse.

Det er en vanskelig arbejdssituation at stå i for de berørte medarbejdere, og jeg vil gerne opfordre jer til at udvise forståelse og drage omsorg for de medarbejdere, hvis arbejdsfremtid på instituttet nu er forandret.

PLAN: Tidligere planlægning af undervisning og ændrede deadlines
Universitetets samlede årshjul for undervisningsplanlægning er nu sat i værk. Det betyder, at kursusansvarlige undervisere skal indberette kursusdata, såsom timeantal og lokaleønsker, tidligere end vi har været vant til. Helt konkret betyder det, at:

  • Alle kursusansvarlige undervisere får tilsendt et indkaldelsesskema fra Health Studier, når det er tid til at planlægge kommende undervisningsforløb.
  • Deadlines for indberetning af kursusdata til Health Studier nu er:
    • For efterårssemestret 2023, inden d. 1. februar 2023
    • For forårssemestret 2024, inden d. 8. august 2023.  

Da undervisningen af universitetets 38.000 studerende bliver fordelt i lokaler på tværs af campus umiddelbart efter deadline, så er det vigtigt, at I, der er kursusansvarlige, udfylder og sender skemaerne til Health Studier inden for den angivne deadline.

Med det fælles årshjul vil undervisningstimer, lokaler og planer være på plads før undervisningstilmelding og semesterstart. Målet er at opnå en bedre udnyttelse af universitetets lokaler.
I kan læse mere om det fælles årshjul og de nye procedurer på AU’s hjemmeside.

Fakultetet har fået ny GDPR-koordinator
Jurist Christine Brink Schmidt er blevet ansat i fakultetssekretariatet, og hun er nu den primære kontakt for alle, der har spørgsmål omhandlende GDPR og databeskyttelse. Foruden sager om persondata kan Christine Brink Schmidt også hjælpe med og rådgive om andre juridiske forhold; fx med aktindsigtsbegæringer, aftaleindgåelse eller andre spørgsmål, der kræver en juridisk vurdering.

Læs mere i artiklen ”Ny GDPR-koordinator på Health” eller se AU’s GDPR-hjemmeside, hvor man kan finde svar på langt de fleste spørgsmål om persondata, særligt i forskningsprojekter.

NYT OM NAVNE

IOOS har fået fire nye Skou-professorer
Tilbage i 2018 udnævnte fakultetet 47 særligt adjungerede internationale professorer, som alle fik titlen Honorary Skou-professor. Målet med denne gruppe adjungerede professorer er at bringe nye perspektiver til undervisningen, styrke relationer til forskningsenheder i udlandet og etablere fælles gæsteundervisning, forskningsprojekter og fondsansøgninger.

Indsatsen har været en succes, og derfor er yderligere 18 top-forskere nu blevet udpeget – fire af dem er tilknyttet IOOS via en faglig kontaktperson fra instituttet, en såkaldt champion. De er:

  • Carlalberta Verna, University of Basel. Champion: Lektor Peter Stoustrup
  • Egija Zaura, University of Amsterdam. Champion: Lektor Ellen Frandsen Lau
  • Falk Schwendicke, Charité University Medicine Berlin. Champion: Professor Jan Wolff
  • Hyun (Michel) Koo, University of Pennsylvania. Champion: Lektor Sebastian Schlafer

Vi har fortsat vores oprindelige fire Honorary Skou-professorer tilknyttet instituttet, og det bliver fantastisk spændende se, hvad også de nye samarbejder fører til.

Forskningsårsstuderende fra IOOS får Health Studenterforskningspris 2023
På Akademisk Råds møde d. 2. februar fik forskningsårsstuderende Muhammad A. Gøkhan overrakt Healths Studenterforskningspris, der hylder studerende, som har udmærket sig gennem et stykke særligt fremragende skriftligt arbejde. Muhammad A. Gøkhan forsker i burning mouth syndrom under vejledning af professor Lene Baad-Hansen, Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion. Tillykke og virkelig godt gået.

Bedste hilsener Siri