Nyhedsbrev 67 fra Institutlederen
Kære alle - først og fremmest tak for festlig deltagelse i vores julefest med stemningsfuldt klaver- og saxofonspil som akkompagnement til livlig snak til op under Stakladens smukke loftsbjælker, et fyldt dansegulv allerede kl. 20, gode karryaubergine’sild’ og selleri-’fiske’fileter. Her er årets sidste nyheder fra IOOS.

INTERNT PÅ INSTITUTTET
The Aarhus Model of Dental Education: Patientindgangen er blevet digitaliseret, effektiviseret og samlet for alle uddannelserne
Der har længe været flaskehals, mange arbejdsgange og medarbejdere involveret, når nye patienter gerne vil indskrives til forskellige typer af behandling hos os på instituttet. Derfor har vi haft et ønske om en indgangsvej for nye patienter, som er nemmere, mere digital og samlet for alle uddannelser, som en del af The Aarhus Model of Dental Education. Det er nu sket via hjemmesiden, hvor nye patienter skal udfylde en formular om ønsket behandling, som automatisk genererer en modtagelsesmail til patienterne og sender deres forespørgsel videre i indbakken til de relevante afdelinger. Projektet er stadig i sin spæde opstart, men allerede nu kan vi se, at antallet af patienter, der ringer herind, er faldet betragteligt, faktisk med 75-80%. Næste skridt er at automatisere telefonindgangen med ”tryk 1 for”-mulighed.
Klinikleder Rikke Svanterud Larsen har stået i spidsen for projektet sammen med undervisningsklinikassistent Linda Fischer og sekretariatsmedarbejdere Helle Jakobsen, Tove Damgaard, Christina Rasmussen og Kim Sørensen.
FORSKNING, UDDANNELSE OG UNDERVISNING
Forskningsevaluering: Ekspertpanel kiggede vores forskning efter i sømmene
Som led i forskningsevalueringen, som alle institutter på Aarhus Universitet skal gennemgå, havde vi i slutningen af oktober besøg af et internationalt ekspertpanel. Deres opgave var – med et blik udefra – at undersøge udviklingsmulighederne i vores forskning. Det var et supergodt og konstruktivt besøg, og her er i hovedtræk, hvad de sagde:
- Styrk instituttets profil og impact yderligere bl.a. via flere og større forskningsbevillinger samt færre, men mere impact-tunge publikationer.
- Understøt mere klinisk og interdisciplinær forskning også i samarbejdet uden for instituttet, for her ligger et stort potentiale.
- Arbejd målrettet og politisk på at få en akademisk licens, der giver retten til at virke som tandlæger i uddannelses- og forskningsøjemed på universiteterne, da det vil lette rekrutteringen af internationale medarbejdere.
Panelet roste særligt vores arbejde med junior-karriereudvikling, og at vi har et fælles og godt ph.d.-miljø. Jeg er især glad for, at de virkelig synes, vi har et godt forskningssted her med stort potentiale, og at de kunne se, at vi er i en transitionsfase og er ved at bygge noget op. Jeg har uddybet pointer fra besøget i fakultetsartiklen her.
Panelet har udarbejdet en rapport med konklusionerne, som sammen med input fra vores styregruppe og de strategiske forskningsområder nu skal kvalificere den endelige handleplan, som vi skal aflevere til en samlet forskningsevaluering af fakultetet Health.
Tak til alle, der har bidraget til instituttets forskningsevaluering – det gælder også afviklingen af panelbesøget.
Panelet bestod i øvrigt af:
- professor Mike Curtis (forperson) fra King’s College London
- professor Liisa Suominen fra University of Eastern Finland
- professor Frauke Müller fra University of Geneva
- professor Ivo Lambrichts fra University of Hasselt.
Vi lukker vores akademi- og diplomuddannelser
De sidste godt 15 år har vi udbudt en akademiuddannelse i odontologisk praksis og en diplomuddannelse i oral helse. Stadig færre tandklinikassistenter og tandplejere har dog søgt ind på de to efter- og videreuddannelser, og de, der har, har kun taget et enkelt eller to moduler i stedet for at gennemføre en hel uddannelse. Derfor har det været ressourcekrævende at opretholde et uddannelsestilbud med et begrænset optag.
Uddannelses- og Forskningsministeriet har nu godkendt vores anmodning om at nedlægge de to efter- og videreuddannelser, og det betyder, at vi endegyldigt stopper optaget af nye studerende fra d. 1. september 2025 og på sigt helt lukker uddannelserne. Vi fokuserer nu kræfterne på vores kerneopgave, nemlig at uddanne dygtige tandplejere, tandlæger og kliniske tandteknikere, der er godt rustet til at varetage tandplejeopgaver langt ud i fremtiden.
Tak til alle, der gennem tiden har bidraget til uddannelserne og særligt til Helle Hornhaver, der med vid og drivkraft har været primus motor i efter- og videreuddannelser af høj kvalitet på instituttet.
Udstilling og seminar om 50-året for den kommunale tandpleje
Loven om kommunal børnetandpleje trådte i kraft i 1972 og blev en milepæl i det danske sundhedsvæsens historie. Den godt og vel 50 år gamle lov bliver markeret på Steno Museet med en udstilling og med udgivelsen af en ny bog ”Tandbørsten på skoleskemaet”, der er redigeret af museumsinspektør Morten Skydsgaard og Hanne Fuglsang Nielsen, som nogle af jer måske kender fra den kommunale tandpleje i Aarhus.
Det hele foregår mandag d. 20. januar 2025 kl. 10-14.30 på Steno Museet. Arrangementet kræver billet og deltagergebyr (på 300 kr.). Se mere her: https://www.eventim-light.com/dk/a/64197d8b3768b053f1eedd79/e/67220cf55ed7247ea1708014
Forskningssikkerhed: De første URIS-retningslinjer om ansættelser er trådt i kraft
Aarhus Universitet har øget sikkerheden i internationalt forsknings- og innovationssamarbejde, og fra d. 1. november er et nyt sæt retningslinjer rullet ud. De første retningslinjer handler især om rekruttering og ansættelser, og de skal bruges til at øge overblikket og kvalificere stillingtagen til potentielle medarbejdere, ph.d.-studerende og gæster på universitetet fra såkaldte risikolande – bl.a. ved hjælp af baggrundsscreening.
Grundprincippet i URIS-retningslinjerne for Aarhus Universitets forskningssamarbejder er, at det skal foregå så åbent som muligt og så lukket som nødvendigt. De færreste af jer vil nok blive berørt af URIS-retningslinjerne, men da de omfatter hele Aarhus Universitet, er det væsentligt, at vi alle ved, at det er et område, som er i fokus. URIS står i øvrigt for Uddannelses- og Forskningsministeriets Udvalg om retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde.
NYT OM NAVNE
Peter Stoustrup får 3 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond
Lektor og sektionsleder Peter Stoustrup har søgt og fået 3.020.256 kr. til et ph.d.-projekt med titlen ”Utilizing Artificial Intelligence to Identify Root Resorption Risk among Orthodontic Patients”. Ved hjælp af data fra 1200 tidligere patienter skal de i projektet udvikle artificial intelligence-baserede modeller til at forudsige risikoen for alvorlige rodresorptioner hos ortodontiske patienter. Målet er at forbedre behandling og reducere komplikationer som tandtab. Stort tillykke!
Skolarstipendier til tre af vores tandlægestuderende
Tandlæge- og forskningsårsstuderende Sara Volf Jensen, William Kaaber og Karina Herholdt Petersen har alle tre fået tildelt et skolarstipendium på 186.000 kr. fra Tandlægeforeningens Forskningsfond. I løbet af det kommende år skal William Kaaber forske i de faktorer, der betyder noget for, hvordan rodbehandlede tænder overlever på sigt. Sara Volf Jensen skal undersøge, hvordan man kan forebygge caries hos hovedhalscancer-patienter, som har fået strålebehandling, og Karina Herholdt Petersen skal forske i ulighed i tandsundhed i et interdisciplinært samarbejde mellem fakulteterne Health og Arts på Aarhus Universitet og NGO’en Social Sundhed. Stort tillykke til jer alle tre og god fornøjelse med forskningsvejen.
Fra forside i Jyllands-Posten til ekspert i Ultra Nyt
Regeringen har i et nyt lovforslag lagt op til at fjerne patienters mulighed for at klage over tandbehandling. Instituttet har indgivet svar i høringsperioden, men lektor, sektionsleder for ortodonti og leder af specialtandlægeuddannelsen i ortodonti Peter Stoustrup har også medvirket i Jyllands-Postens artikel fra 10. oktober, hvor han stiller sig kritisk over for lovforslaget. Artiklen er bag betalingsmur.
Der var også bud efter Peter og hans ekspertviden, da DR’s børnenyhedsprogram, Ultra Nyt, ville vide, om den bøjlebehandling, som FC Barcelonas 16-årige stortalent Lamin Yamal er i gang med, kan gøre ham endnu bedre til fodbold, og om bøjlebehandling er farligt, når man dyrker sport.
Faglig formidling har mange facetter. Tak, Peter, fordi du stiller op og deler din viden.
Artikel om at være forskningsårsstuderende på IOOS
Den uafhængige universitetsavis Omnibus har skrevet en fin artikel om livet som forskningsårsstuderende på IOOS. I artiklen ”Tandlægestuderende tvillinger har til sammen modtaget næsten 350.000 kr. til at forske i et år” medvirker William Kaaber og Laurits Kaaber, der begge læser til tandlæge. "Jeg har jo haft et af de bedste år,” siger en af brødrene om forskningsåret, og begge udtrykker stor begejstring for forskerlivet, miljøet på instituttet, vejlederne og kollegerne i sektionerne.
Med ønsket om en glædelig jul til jer alle og tak for indsatsen i det forgangne år,
Siri