Nyhedsbrev 74 fra Institutlederen
Kære alle, tak for hyggelig og festlig julefest arrangeret af Sektion for Oral Radiologi og Endodonti og 170 festlige IOOS-deltagere, flotte, lækre og fantasifulde bidrag til julepynts-, bagværks- og bordpyntskonkurrencer, og tillykke til to vindertrofæer hjemtaget af Sektion for Ortodonti og et vindertrofæ til undervisningsklinikassistenterne, og et band der i den grad formåede at spille op til dans.
Her er årets sidste nyheder fra IOOS.
INTERNT PÅ INSTITUTTET
Nyt fra Hygiejneudvalget: Nye procedurer og vigtige remindere
Instituttets Hygiejneudvalg har et par opdateringer, som I skal kende til i den daglige drift:
- Trios-scannerhoveder skal nu rengøres i Presept.
- Operationshuer udgår i forbindelse med indfarvning. Fontænen skal i stedet gøres grundigt rent efter brug.
- Mundbindet skal tages af, når man forlader unitten – ingen mundbind i fx mellemgange.
- Den brugte patientserviet skal fjernes, hvis en patient forlader klinikstolen midt i en behandling, og der skal lægges en ny, før patienten sætter sig igen – med andre ord; patienterne skal ikke gå rundt med en brugt serviet om halsen.
Kurser og online-undervisning til medarbejdere ligger nu i nyt Brightspace-univers
Vi har fået en medarbejderside i Brightspace (Aarhus Universitets Learning Management System), og her kommer videoer, onlineundervisning og kurser til medarbejdere til at ligge. Siden bliver løbende udbygget med mere indhold, fx om den elektroniske patientjournal ’KLIPS’, og lige nu kan du finde:
- Fem videoer om klinisk adfærd og hygiejne på IOOS (med engelske undertekster)
- Onlinekursus i praktisk hjerte-lunge-redning (på dansk og engelsk).
Vær opmærksom på at alle IOOS-medarbejdere én gang om året skal gennemføre de relevante kurser – gerne omkring semesterstart i september – og det kan I nu gøre via Brightspace: https://brightspace.au.dk/d2l/le/discovery/view/course/193739
FORSKNING, UDDANNELSE OG UNDERVISNING
Årets undervisere 2025 er kåret
December er også den tid på året, hvor årets undervisere bliver fundet og fejret. Traditionen tro, er det de studerende, der indstiller og stemmer om, hvem – én underviser pr. studienævn – der skal have en ekstra anerkendelse og titlen som årets underviser 2025. Stort tillykke med den ærefulde titel til:
- Klinisk underviser på tandplejeruddannelsen og faglærer i tandmorfologi på tandplejer- og klinisk tandteknikeruddannelserne Charlotte Huber
- Klinisk underviser på tandlægeuddannelsen Michael Jessen
Årets underviserbuketter fra 9. semesters revy-hold på tandlægestudiet gik til klinisk lærer på kandidatklinikken Iris Möbes og afdelingstandlæge på Sektion for Kæbekirurgi og Oral Patologi Ole Möbes. Sikke en anerkendelse!
18. januar 2026 er sidste frist for indberetning af publikationer i Pure
Forskningspublikationer fra 2025 skal registreres i Pure senest d. 18. januar 2026. Det er vigtigt at kontrollere, om Open Access-status er angivet korrekt.
En korrekt indberetning er supervigtig for universitetet, så vi opfylder de aftaler, som er indgået med Uddannelses- og Forskningsministeriet om videnskabeligt arbejde (som opgøres via Pure) og andelen af publikationer, der er frit tilgængelige for alle via Open Access.
Driller indberetningen, så tag fat i Aarhus Universitets Pure Support, og har I spørgsmål om Open Access, kan Open Access-supporten hjælpe på oa@kb.dk.
Vi får to nye Honorary Skou-professorer tilknyttet instituttet
Professor Henry (Hal) Fergus Duncan fra Trinity College i Dublin og professor Joseph V. Hajnal fra King’s College i London bliver de næste fem år tilknyttet IOOS som særligt adjungerede professorer under titlen Honorary Skou-professorer. Det sundhedsvidenskabelige fakultetsinitiativ med de formelt tilknyttede internationale topforskere begyndte i 2018 og har været så stor en succes – også på vores institut – at ordningen fortsætter.
De to nye Skou-professorer bliver tilknyttet instituttet takket være deres faglige kontaktpersoner, såkaldte champions, hhv. professor Lise-Lotte Kirkevang og professor Rubens Spin-Neto. Det bliver spændende at se, hvad samarbejdet bringer med sig.
Se den samlede liste over instituttets Honorary Skou-professorer på fakultetets hjemmeside.
Har I lyst til at deltage i ”Bestil en Forsker”?
Foredragsformatet ”Bestil en Forsker” er en del af den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, der er arrangeret af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Sidste år tiltrak initiativet over 18.000 deltagere, fordelt på 508 foredrag af 241 forskere.
I år foregår videnskabsfestivalen fra d. 20. - 26. april 2026.
Hvis nogen af jer har tid, lyst og mulighed for at deltage og prøve kræfter med at dele jeres viden med den brede befolkning, så kunne ”Bestil en forsker” måske være en idé? Der er også tilbud om en online formidlingsworkshop i det tidlige forår, så man bliver klædt på til opgaven.
Der er tilmeldingsfrist d. 26. januar 2026, og I kan læse mere på Forskningens Døgns hjemmeside.
NYT OM NAVNE
20 mio. kr. til tværfagligt projekt om en ’correlative imaging facility’
Professor Sebastian Schlafer har sammen med kolleger fra det naturvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet og fra Syddansk Universitet søgt og fået en kæmpe bevilling på 20 mio. kr. fra Novo Nordiskfonden. Pengene skal primært investeres i en række mikroskoper, der fysisk kommer til at stå på Institut for Biologi her på Aarhus Universitet. Mikroskoperne muliggør et workflow, der visualiserer mikrobiologiske prøver gennem en række analyser, der foretages efter tur. Stort tillykke – imponerende.
”Fagstafetten” tog en runde på IOOS
Tandlægebladet har en artikelserie, fagstafetten, hvor forskellige mennesker inden for alle områder af tandlægefaget svarer på et spørgsmål stillet af den foregående deltager. I november medvirkede sektionsleder og lektor Louise Hauge-Matzen. Yasser Haddadi, der bl.a. er afdelingstandlæge i vores Højtspecialiserede Behandlingsenhed (HSBE), havde valgt at sende fagstafetten videre til Louise og spurgte: ”Hvordan navigerer og prioriterer du i krydsfeltet mellem forskning, undervisning og klinisk relevans?”. I kan læse Louises svar i artiklen ”Mit hjerte banker for undervisning”.
To tandlægestuderende får 372.000 kr. til at forske i mundsygdomme
Tandlægeforeningen har uddelt to skolarstipendier på hver 186.000 kr., og de er begge gået til to af vores dygtige tandlægestuderende, der skal i gang med hver deres forskningsår: Abas Jafari skal forske i den sjældne sygdom Burning Mouth Syndrome, og Simon Filip Pascu skal forske i den mest udbredte ikke-smitsomme sygdom i verden, karies. Stort tillykke.
Med ønsket om en glædelig jul, en god ferie, og godt nytår til jer alle,
Siri