Retsmedicins forskning evalueret af internationale kolleger

Som det andet institut på Health har Retsmedicin haft besøg af et eksternt evalueringspanel, der har set på forskningskvaliteten. Læs her, hvordan det gik.

Panelet på Institut for Retsmedicin bestod af (forrest fra højre) Professor Henrik Druid fra Karolinska Institutet, professor Tuulia Hyötyläinen fra Örebro University og professor Antti Sajantila fra University of Helsinki. Forrest til venstre er professor Lene Warner Thorup Boel. Bagerst (fra højre) er professor Mogens Johannsen, sekretariatsleder Anni Mandrup Høeg, seniorforsker Jørgen Bo Hasselstrøm og institutleder Christian Lindholst. Foto: AU

Hvordan bliver vi endnu bedre?

Alle institutter på Health får i løbet af det næste halve år besøg af et eksternt panel.

Med panelets feedback i hånden skal institutlederen udarbejde en handleplan.

Institutterne har selv nedsat de eksterne paneler efter kriterier fra fakultetets styregruppe for forskningsevaluering – fx krav om erfaring, faglig bredde, habilitet og balance i forhold til køn, alder og institutionel mangfoldighed.

Medlemmerne får på forhånd tilsendt et omfattende datasæt og en selvevaluering fra institutledelsen.

Panelbesøg

  • 24.-25. juni 2024: Institut for Biomedicin (læs om besøget her)
  • 23.-24. september 2024: Institut for Retsmedicin
  • 7.-9. oktober 2024: Institut for Folkesundhed
  • 28.-30. oktober 2024: Institut for Odontologi og Oral Sundhed
  • 27.-29. januar 2025: Institut for Klinisk Medicin

Læs mere om forskningsevalueringen

Frem mod januar 2025 får alle institutter på Health besøg af et eksternt evalueringspanel, som undersøger udviklingsmulighederne i instituttets forskning.

Det sker som et led i fakultetets evaluering af forskningskvaliteten.

Institut for Retsmedicin havde panelbesøg i slutningen af september, og institutleder Christian Lindholst gør en kort status:

Hvad vil du fremhæve fra panelbesøget?

Jeg vil især fremhæve processen op til besøget. Vi har brugt lang tid på at forberede os, og det har været mindst lige så frugtbart, som de to dage panelet var her. Vi har fået lejlighed til at tale med hinanden om, hvad vi gør godt, og hvad vi kan gøre bedre. Det har været en samtale, som rigtig mange har deltaget i – både yngre og ældre forskere og ansatte fra myndighedsbetjeningen.

Kom nogle af panelets tilbagemeldinger bag på dig?

Ja, jeg er overrasket over, at de kobler forskningen så stærkt til vores myndighedsbetjening.

Panelet anerkender, at det er svært at sikre ekstern finansiering til ren retsmedicinsk forskning, men har alligevel meldt tilbage, at instituttet bør sikre en tættere integration mellem forskning og myndighedsbetjening, især med projekter bestilt af politiet.

De tre panelmedlemmer kan have ret i, at der er mere synergi at hente, men vi kan ikke bare afkoble spørgsmålet om finansiering i hverdagen. Det undrer mig lidt, at de var meget interesserede i at finde den synergi uden at tænke på, om det er realisérbart eller ej. Vi har bevidst valgt en modsat strategi på opfordring af tidligere advisory boards.

Er der noget, du er uenig i?

Egentlig ikke, men jeg havde håbet, at panelet var gået et spadestik dybere med perspektiverne i vores forskning. At de havde vist en retning i forhold til, hvor de ser, vores eksisterende forskningsområder bevæger sig hen. Det gør vi selv nu. Og vi vil selvfølgelig også tale om, hvad vi kan gøre for at gå ned ad den sti, hvor kerneopgaverne i myndighedsbetjeningen bliver integreret mere sammenhængende i vores forskningsaktiviteter.

Hvad var du mest glad for at høre?

Panelet nævnte flere gange, at det er en stor ressource, at instituttet har et godt arbejdsmiljø og stor medarbejdertilfredshed. Det var især tilbagemeldingen, da de havde talt med de unge forskere. Vi har forudsætningen for at samarbejde mere på tværs, og den ressource påpegede de på en fin måde. Jeg er også glad for meldingen om, at vores tre forskningsenheder - Bioanalytisk enhed, Enhed for retsmedicinsk billeddiagnostik & osteologi og Enhed for klinisk retsmedicin - demonstrerer stor ekspertise.

Hvad har du fået ud af forskningsevalueringen indtil videre – instituttets selvevaluering og panelbesøget?

Hele forløbet har været en anledning til at stoppe op og sammen tale om kvaliteten af vores forskning. Det har stor værdi, at der bliver skabt den anledning, hvor vi lytter til det samme og bruger tid på det samme emne.

Hvad bliver processen for den handleplan, I nu skal lave?

Vi har lige modtaget rapporten, så nu vil vi i institutledelsen finde overskrifter på de emner, vi skal arbejde med fremover. Jeg forventer, at vi har en plan klar inden jul.

Det eksterne panel besøgte Institut for Retsmedicin den 23.-24. september 2024, og panelets evaluering bliver sendt til alle medarbejdere på instituttet.