Nyhedsbrev 5 fra Institutlederen
Kære alle, Året går på hæld, og en i den grad velfortjent juleferie venter forude. Vi kan kigge tilbage på et begivenhedsrigt 2016, hvor vores arbejdsplads har forvandlet sig til IOOS.

Jeg ved, at det er en krævende proces, men vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke, hvor imponeret jeg er over hvor langt vi er nået, den positive ånd, der hersker i huset, og af den konstruktive og fremadrettede tilgang til fusionen, som jeg møder. Jeg vil gerne sige tusind tak for den store indsats, som I hver især yder på instituttet.
Det bliver også bemærket og anerkendt på fakultetsniveau, og jeg er både stolt og privilegeret over at stå i spidsen for IOOS.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
FUSION
IOOS organisationsstruktur
Ved møderne for alle medarbejdere torsdag d. 15. december præsenterede interimledelsen vores forslag til, hvordan vi organiserer os bedst muligt på IOOS. Forslaget til organisationsstruktur havde inden da været præsenteret og drøftet i det brede ledelseslag af IOOS og interim LSU. Organisationsstrukturen er nu tilpasset efter de forslag og tilbagemeldinger, som jeg har modtaget hidtil, og er blevet sendt ud til jer alle på mail i går. Der er mulighed for at komme med yderligere input indtil 15. januar, hvorefter den endelige organisationsstruktur bliver udarbejdet, som den kommer til at se ud fra februar 2017. Næste skridt er at lave detaljerede beskrivelser af ledelsesfunktionerne, som kommer til at indgå i organisationsstrukturen.
Er der spørgsmål eller kommentarer, så gå endelig til nærmeste leder, interimledelsen eller mig!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
INTERNT PÅ INSTITUTTET
Næste gå hjem-møde er torsdag d. 5. januar
Vores næste videndelingsmøde er et gå hjem-møde torsdag d. 5. januar kl. 16.00-16.30 i Auditorium 1. Først fortæller jeg nyt om fusionen, og derefter er ”dagens emne” præsentation af it-programmet ”CD-ord” – et værktøj, hvor man kan få hjælp til skrivning, bl.a. ved tekstoplæsning og ordforslag – på flere sprog. Programmet er et tilbud til vores medarbejdere, studerende og elever. Mette Aakjær og Kim Sørensen vil fortælle om deres erfaringer med programmet i undervisningssammenhæng og om deres øvrige daglige funktioner i huset, og de uddannelser og fagområder, som de er tilknyttet. Der vil være eftermiddagskaffe/te og en nytårssnack (til alle med mere eller mindre sundhedsfremmende nytårsforsæt).
Arbejdstilsynet kom på uanmeldt besøg
Arbejdstilsynet kom på uanmeldt besøg tirsdag morgen d. 20. december, og vi har efterfølgende fået en meget positiv bedømmelse og en grøn smiley. En stor tak til daglig arbejdsmiljøleder David Kraft og vores lokale arbejdsmiljøudvalg (LAMU) for jeres indsats for at sikre et godt arbejdsmiljø på IOOS.
Tak for en god julefest
Tak til alle for en god og stemningsfuld julefest fredag d. 9. december – det er vigtigt, at vi kan mødes under afslappede former i en travl hverdag. Også tak til julefestudvalget, som fik pålagt den vanskelige opgave at skabe en ramme for vores første IOOS julefest med respekt for traditionerne i huset og samtidig med mulighed for at mødes på tværs af instituttet – det lykkedes over al forventning.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
UDDANNELSE, UNDERVISNING OG FORSKNING
IOOS var stærkt repræsenteret på Healths uddannelsesdag
Instituttet var repræsenteret med flere postere og oplæg om nyskabende undervisningstiltag på Healths uddannelsesdag d. 13. december. Heriblandt om ”Undervisningsklinikassistent: Supervision og støtte af studerende og elevers læring i klinikken”, ”Anvendelse af dagbogen i Blackboard i tandplejeruddannelsens eksterne praktikforløb”, ”Curriculumreform af tandlægeuddannelsen – et oversigtsstudie”, ”Studenteraktiverende undervisning med e-læring” og ”Mads og monopolet – alternativ vejledningsaktivitet på bachelorforløbet”. Se Birgitte Ahrensburg fra tandplejeruddannelsen i en lille video, hvor Birgitte fortæller om den alternative vejledningsaktivitet: health.medarbejdere.au.dk
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
NYT OM NAVNE
Lisbeth Rousing modtager Dronningens fortjenstmedalje
Klinikassistent Lisbeth Rousing har d. 1. december 2016 været ansat i statens tjeneste i 40 år, tilmed på samme arbejdsplads, og har derfor modtaget Dronningens fortjenstmedalje i det pure sølv. Lisbeth begyndte sit arbejde på det tidligere SKT d. 1. december 1976, og hun fortsætter heldigvis sit virke på IOOS fremover – det sætter vi stor pris på! Tillykke med den fornemme anerkendelse.
Flemming Isidor udnævnt til æresmedlem af Tandlægeforeningen
Tillykke til professor, dr.odont. Flemming Isidor, Sektion for Protetik, der er nyudnævnt æresmedlem af Tandlægeforeningen. Udnævnelsen er begrundet i: ” Flemming Isidors usædvanligt store bidrag til udviklingen af dansk tandpleje og den stadige forbedring af befolkningens orale sundhed. Flemming Isidors fagvidenskabeligt baserede undervisnings- og forskningsindsats har gennem mange år bidraget væsentligt til kvalitetsudviklingen af tandlægefaget i Danmark” (Tandlægeforeningen).
IOOS-eksperter i medierne
Vi bliver jævnligt kontaktet af journalister, der har brug for en ekspertudtalelse. Det er med til at tegne IOOS som et institut med en stærk fagvidenskabelig profil. Senest er det lektor Alan Richards, Sektion for Tandsygdomslære, der er blevet spurgt til råds i en række artikler om trenden med tandpasta uden fluorid: politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/article5655719.ece
Med årets sidste nyhedsbrev vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår – jeg glæder mig til det nye år på IOOS!
Bedste hilsener
Siri