Helle Hasager Damkier: ”Det er stadig svært at være en kvindelig, dansk ansøger til en akademisk stilling”

Det er enormt rart og betryggende at være landet i en fast stilling. De løse ansættelser var ret stressende, og det fyldte meget, at intet var stabilt. Jeg blev dog lektor tidligt i min karriere. Det er ikke nødvendigvis en fordel, for når man søger fondsmidler, undrer fondene sig over, at der ikke står mere på CV’et, og så bliver det lidt en ond cirkel.

Det sværeste som lektor er at få tiden til at slå til. Der er mere af det hele, undtagen tid til forskning. Særligt undervisning og administrative opgaver fylder meget for mig. Jeg er kursusleder på ”Funktionel anatomi og histologi”, der er det største fag på medicinuddannelsen. Jeg kan godt lide det. Det er spændende og rigtig sjovt. Og så kan jeg med en vis ro lade undervisningsdelen fylde i mit arbejdsliv. Hvis jeg var postdoc, ville for meget undervisning være gået ud over mit CV og dermed mine karrieremuligheder. For det er stadig forskningen, der tæller mest. Antallet af bevillinger og publikationer.

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke kommer fra en akademikerfamilie. Særligt i sociale sammenhænge. Eller også er det fordi, jeg er introvert. Og fra Nordjylland. Jeg er ikke vant til at færdes i de her kredse. Men min opvækst i en familie af selvstændige erhvervsdrivende har givet mig et drive, og jeg tror, at min baggrund kan tilføje nye perspektiver til forskningsarbejdet.

De små sejre betyder noget for mig. Den første publicerede artikel. Den første bevilling – eller hver gang man får en bevilling, fordi det ikke sker så tit. Og første gang jeg blev inviteret til at skrive en lærebog: ”Hovedets, halsens og de indre organers anatomi”. Den er stadig pensum for medicin- og tandlægestuderende. Det gør mig glad og stolt.

Jeg modtog Biomedicins ”Diversity Award” i 2021. Min daværende ph.d.-studerende havde indstillet mig, fordi jeg var opmærksom på hendes tilbagevenden efter barselsorlov og havde fokus på at give hende fleksible arbejdsvilkår og samme mulighed for karriereudvikling som andre i forskningsgruppen. Jeg blev utrolig glad for indstillingen, men tænk, at det for bare fire år siden udløste en pris, at jeg fulgte loven, retningslinjerne og almindelig sund fornuft.

Jeg skulle nok have været professor, mand og i 50’erne, hvis de skulle tage mig seriøst. Jeg var i slutningen af 30’erne, da jeg blev forperson for de Universitetsansatte Lægers Forening, som er en del af Foreningen af Speciallæger i Lægeforeningen. Det blev aldrig rigtig godt. Jeg manglede simpelthen noget tyngde og gennemslagskraft i den forsamlings øjne – noget, som åbenbart naturligt tilkommer midaldrende mænd. Lidt på samme måde har jeg oplevet, at det her på fakultetet er en fordel og giver et rygstød at være uddannet læge. Det er jeg da heldigvis.

Jeg er en arbejdshest. Jeg knokler. Det har jeg helt klart fået med hjemmefra; at succesen afhænger af dig. Den kommer ikke af sig selv. Jeg har ikke selv familie og børn, så derfor har jeg haft mulighed for at arbejde meget – det kan også være, at det er omvendt, at arbejdet er kommet med en pris?

Som kvindelig universitetsansat har jeg nok overkompenseret. Gjort mere af det hele. I dag er jeg bevidst om, hvordan jeg fremstår som forsker og underviser, og jeg er meget opmærksom på, hvad jeg giver videre til den næste generation. De yngre forskere virker heldigvis opsat på, at det ikke skal være, som det var, og at der er mere naturlig ligestilling mellem kønnene.

Der bliver altså gået til stålet, når kvinder er til ansættelsessamtale. Jeg har siddet i flere ansættelsesudvalg, og det er min oplevelse, at kvinderne skal bevise mere end mændene. Det er min fornemmelse, at mændene måske lidt mere kommer igennem på deres potentiale, mens de kvindelige ansøgere i højere grad skal matche flere af de kriterier, der er listet i de brede stillingsopslag. Det er stadig svært at være en kvindelig, dansk ansøger til en akademisk stilling.

Måske skulle vi kigge endnu mere på sammensætningen af ansættelsesudvalgene. Det er fint, at vi er samme antal mænd og kvinder, men det er et problem, hvis der er for stor skævhed i stillingsniveauet. Jeg har en gang siddet i et ansættelsesudvalg med kun mandlige professorer, en kvindelig prodekan og kun kvindelige lektorer, hvoraf en var nyansat. Vi skulle ansætte på lektorniveau. Det er da skævt og problematisk.

Målet er at blive professor. Det har det været, siden jeg valgte lægevejen fra. Det handler ikke om lønnen, men om anerkendelsen. Det, jeg laver nu, er professorarbejde. Nogle af mine tidligere med-ph.d.-studerende, altså de mandlige, er blevet professorer for længe siden, og mine gamle studiekammerater på medicinuddannelsen er for længst blevet ledende overlæger. Et lektorat er en rigtig fin slutstilling, men jeg vil gerne lidt mere.

Kontakt

Lektor Helle Hasager Damkier
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 87 16 76 32
Mail: hd@biomed.au.dk