Nyhedsbrev 65 fra Institutlederen
Kære alle, velkommen til efterårssemestret. Jeg håber, I har haft en god sommer!
INTERNT PÅ INSTITUTTET
Kantinen får ”et ansigtsløft”
Som mange af jer nok har hørt, overtager Compass Group forpagtningen og driften i kantinen på instituttet/universitetet fra d. 1. september. Men det er ikke den eneste ændring, vi kommer til at opleve. Malerne har været i gang med at tone nogle af væggene i mere stemningsfulde farver, og i løbet af efteråret får vi også en ”kaffestation” fra Espresso House, så vi ved høflig selvbetjening og -betaling kan tanke kvalitetskaffe i flere varianter. I samme ombæring bliver en lille del af kantinen også indrettet som loungemiljø med nye loungemøbler. Compass Group har sammen med instituttets arbejdsgruppe også tanker om at organisere borde og stole på en lidt anden måde og hænge nye billeder på væggene.
Sekretariatsleder Jan Ulrik Rasmussen er vores repræsentant for kantineprojektet – kontakt ham endelig, hvis I har gode idéer til – hvad der føles som – den nye kantine.
Heimdal: 17. september bliver et nyt sikkerhedstiltag installeret på vores medarbejdercomputere
I dag har vi som medarbejdere på Aarhus Universitet fri adgang til at installere, ændre og opdatere programmer på arbejdscomputeren. Det gør computeren sårbar over for cyberangreb, datatyveri og hacking.
Så for at beskytte følsomme forskningsdata og hæve den generelle sikkerhed skal vi derfor fremover manuelt aktivere computerens lokale administrative rettigheder, når vi vil foretage installeringer og ændringer. Det er enkelt at aktivere rettighederne, og det foregår via sikkerhedsprogrammet Heimdal Security, som automatisk bliver installeret på vores computere tirsdag d. 17. september 2024. Det kræver manuel genstart af computeren, før Heimdal-sikkerhedsprogrammet bliver synligt.
På universitetets medarbejderhjemmeside står der mere om Heimdal, og det er også beskrevet, hvordan man godkender installation af programmer på computeren.
Inkluderende sprogbrug – undgå fag- og universitetsspecifikke forkortelser
For de indviede er fag- og universitetsforkortelser en nem og hurtig måde at kommunikere på, men for nye medarbejdere og andre, som ikke er fortrolige med betydningen, kan forkortelserne opleves som ekskluderende og skabe både misforståelser og frustration.
Som led i fakultetets ambition om at skabe mere inkluderende kommunikation i organisationen har vi i fakultetsledelsen vedtaget et nyt sæt retningslinjer, som minimerer brugen af fag- og universitetsspecifikke forkortelser både i skrift og tale. Det betyder i hovedtræk, at vi:
- forkorter ikke vores fakultetsnavn Health, som for nuværende ofte ses forkortet HE
- undgår fag- og universitetsspecifikke forkortelser som fx LSU, i stedet skriver vi lokalt samarbejdsudvalg
- fortsat fint kan bruge standardforkortelser for alment benyttede udtryk, for eksempel fx
Lad os øve os på det, både når vi skriver og taler. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke hægter studerende, kolleger og samarbejdspartnere, interne som eksterne, af ved at lave indforståede smutveje i sproget, som vi bærer ind i forskellige sammenhænge.
Retningslinjerne for inkluderende kommunikation ligger på fakultetets hjemmeside
Ændrede parkeringsforhold i Universitetsparken fra 3.-19. september
Når Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag løber af stablen fredag d. 13. september, bliver dele af Universitetsparken, herunder også nogle af parkeringspladserne, spærret af både før og efter arrangementet, og det kan få betydning for de af jer, der kommer i bil.
På medarbejdersiden ligger en nyhed med et kort over hvilke områder og parkeringspladser, der er afspærret og i hvilke tidsrum. Ændringerne træder nogle steder i kraft allerede fra d. 3. september.
Opdaterede retningslinjer: Undgå tvivl om habilitet
Aarhus Universitetet har opdateret de gældende retningslinjer for nære personlige relationer på arbejdspladsen, og som noget nyt omhandler retningslinjerne nu også nære relationer mellem studerende og ansatte. Retningslinjerne for nære relationer ligger på Aarhus Universitets medarbejderside – som hovedregel gælder det, at:
- En leder ikke må ansætte en nær personlig relation i eget ansvarsområde og ledelseslinje.
- En medarbejder ikke kan være kursusansvarlig/holdunderviser/eksaminator og/eller vejleder for en studerende/ph.d.-studerende, som medarbejderen har en nær personlig relation til.
- Sideordnede kolleger, der indleder et forhold eller har en nær personlig relation, ikke har pligt til at orientere deres leder herom, men det anbefales, da det kan give anledning til tvivl om habilitet. Det samme gælder en nær personlig relation mellem medarbejder og leder uden direkte personaleansvar.
- Er man som medarbejder i tvivl om sin habilitet i sit generelle ansættelsesforhold eller i en konkret sag, skal nærmeste leder orienteres, og det er lederen, der afgør, om en nær personlig relation er til hinder for en arbejdsopgave.
Er I i tvivl om, hvordan I skal forholde jer i en konkret situation, eller har I spørgsmål til retningslinjerne, er I velkomne til at tage fat I jeres nærmeste leder eller vores HR-partner Annett Bülow Højgaard.
Bibeskæftigelse i et risikoland
For at beskytte både medarbejdere, viden og kritisk infrastruktur har Aarhus Universitet pr. 1. juni 2024 indført skærpede retningslinjer for bibeskæftigelse med relation til såkaldte risikolande. Det betyder, at I nu og fremover skal orientere mig på forhånd, hvis I har planer om bibeskæftigelse i Iran, Kina eller Rusland.
Er I i tvivl om hvilke typer bibeskæftigelse, der er omfattet af retningslinjerne, er der hjælp at hente på universitetets medarbejderhjemmeside. Her finder I også en udførlig vejledning til, hvordan I registrerer al bibeskæftigelse i Pure.
Læs mere i artiklen: ”Giv din institutleder besked: Har du bibeskæftigelse i et risikoland?”, hvor prodekan for forskning Per Brøndsted Höllsberg forklarer baggrunden for de skærpede retningslinjer.
FORSKNING, UDDANNELSE OG UNDERVISNING
The Aarhus Model of Dental Education: Fælles bachelorklinik begynder fra efteråret 2024
En af hjørnestenene i ”The Aarhus Model of Dental Education” er øget samarbejde på tværs af uddannelserne, og fra efterårssemesteret 2024 sætter vi også i værk på den kliniske del, for her kommer alle vores tre bacheloruddannelser på klinik på samme etage – ’bachelorklinikken’ bliver placeret på 3. sal, hvor vi har 82 dentale units.
Timingen er helt rigtig, for fra efteråret 2024 er to årgange af professionsbacheloruddannelserne i hhv. tandpleje og klinisk tandteknik samt alle (tre) årgange på bacheloruddannelsen i odontologi overgået til ny studieordning. De kandidatstuderende på odontologi bliver samlet på en ’kandidatklinik’ på 2. sal. Processen har også givet os mulighed for at optimere udnyttelsen af vores klinikstole.
Oprettelsen af bachelorklinikken og kandidatklinikken får ikke kun betydning for vores studerende, men også for jer som medarbejdere. Særligt klinikassistenterne og de kliniske undervisere kommer til at opleve forandringer. Derfor har de været inddraget i processen, lige som instituttets lokale samarbejdsudvalg og semesterforum (studenterrepræsentanter fra alle semestre på alle uddannelserne) også har været det.
Mere Aarhus Model of Dental Education: Udviklingen af nye, tværgående valgfag er godt på vej
Der bliver også arbejdet på at udvikle nye valgfag på tværs af uddannelserne. Uddannelseskoordinator Helle Hornhaver har introduceret de nye valgfag for vores tandlægestuderende, og fra efteråret 2025 bliver de udbudt for alle vores bacheloruddannelser.
Ét af de fælles valgfag er ”The digital dental clinic”, som lektor Ruben Pauwels står i spidsen for. Et andet kursus er ”Bæredygtighed i tandklinikken”, som Helle Hornhaver har planlagt i samarbejde med to eksterne undervisere, der begge er bæredygtighedsingeniører inden for dentalbranchen. Det trækker også tråde til det europæiske universitetssamarbejde om bæredygtighed, som vi er engageret i via Circle U.-samarbejdet.
I artiklen ”Kursus i bæredygtighed klæder studerende på til grønnere tandklinikker” fortæller Helle Hornhaver mere om dette valgfag.
Mange brikker i The Aarhus Model of Dental Education begynder nu at falde på plads, og det er virkelig spændende. Endnu en gang kæmpe tak til alle, der bidrager til arbejdet med den store og innovative uddannelsesudvikling.
Emilie Leth Rasmussen er vores nye ambassadør for pædagogik og didaktik
Postdoc ved Sektion for Oral Økologi Emilie Leth Rasmussen er instituttets nye ambassadør for pædagogisk og didaktisk udvikling og skal derfor være med til at sikre, at vi fortsat underviser på et højt universitetspædagogisk fagligt niveau. Som ambassadør skal Emilie stå i spidsen for vores pædagogiske kompetenceudviklingsindsatser og også varetage undervisnings- og vejledningsopgaver for både studerende og undervisere på alle vores uddannelser. Emilie forsvarer sin ph.d.-grad fra Centre for Educational Development i efteråret med fokus på curriculum-udvikling og læringsværktøjer indenfor odontologisk uddannelse. Tag endelig fat i Emilie og gør brug af ambassadørfunktionen og de gode kompetencer, vi nu har i huset.
NYT OM NAVNE
Professor Vibeke Bælum går på pension
Fra d. 31. august 2024 går professor i Oral Epidemiologi og Folkesundhed Vibeke Bælum på pension og overgår til professor emerita. En kæmpe tak og dybeste respekt for din faglighed og kvalitet i forskning igennem 41 år som forsker og underviser på Aarhus Universitet. Din forskning og videndeling er af afgørende vigtighed for kvalificering af, hvordan vi skal udøve vores tandfaglige hverv, og hvordan vi skal indrette vores sundhedsvæsen og samfund.
Sådan gik det Alberte Kjær Pedersen ved Olympiaden i Paris
Triatleten og tandlægestuderende hos os, Alberte Kjær Pedersen, debuterede ved de olympiske lege i Paris i kvindernes triatlon-konkurrence. Hun endte på en 36. plads med en samlet tid på 2 timer og 2 minutter efter at have svømmet, cyklet og løbet gennem Paris. Og det var hun både glad for og stolt over, siger hun i dette interview på Eurosport, hvor hun også fortæller, at det var strømforholdene i Seinen og ikke bakterieniveauet, det gav de største udfordringer.
Og til slut, så vil jeg gerne fastholde lidt sommerstemning her i den første efterårskølighed. Det innovative sejrstrofæ fra klinikassistenternes sommerafslutning og…kagekonkurrence 2024:
Bedste hilsener Siri