Nyhedsbrev 70 fra Institutlederen

Kære alle - Velkommen tilbage fra påskeferie til forårsnyheder fra IOOS.

INTERNT PÅ INSTIUTTET

Arbejdspladsvurderingen: Høj svarprocent, opfølgningsarbejde og flødeboller
I uge 9 gennemførte alle medarbejdere på Aarhus Universitet en arbejdspladsvurdering (APV), og på IOOS havde vi en imponerende høj svarprocent på hele 85% - i 2022 var svarprocenten på 76%. Tak til alle, der tog sig tid til at svare på spørgsmålene. Den store deltagelse giver os et solidt grundlag at vurdere vores arbejdsplads og arbejdsmiljø ud fra – det er vigtigt.

Instituttets APV-følgegruppe er i gang med at kigge institutrapporten igennem og drøfte resultaterne, så vi kan udarbejde handleplaner og sørge for opfølgning på områder, hvor det er relevant eller nødvendigt. I hører mere om resultater og inddragelse i handleplaner.

Og så lovede instituttets samarbejdsudvalg (LSU) og arbejdsmiljøudvalg (LAMU) jo flødeboller til den enhed med den højeste svarprocent. Det skal vi gange med tre, for både sekretariatet, tandteknisk centrallaboratorium og Sektion for Protetik havde en svarprocent på 100%!

Obligatorisk undervisning i hjerte-lungeredning for alle medarbejdere
Fremover skal alle IOOS-medarbejdere have regelmæssig undervisning i hjerte-lungeredning. I praksis betyder det, at:

  • alle medarbejdere én gang om året skal gennemføre et online kursus om hjerte-lungeredning
  • medarbejdere med patientkontakt skal have praktisk undervisning i hjerte-lungeredning hvert 2. år
  • alle øvrige medarbejdere skal have praktisk undervisning hvert 5. år.

I 2025 fokuserer vi på, at alle medarbejdere med patientkontakt får praktisk undervisning, og i 2026 skal alle øvrige medarbejdere undervises.

Den praktiske undervisning i hjerte-lungeredning varer tre timer, og der er plads til ca. 20 medarbejdere på hvert undervisningshold. De første fire undervisningsdage er planlagt og foregår kl. 8-11 i Apollonia (1612-018E) på dansk. Engelske hold kommer senere på året. Sæt kryds i kalenderen, hvis én af disse dage passer med jeres kalender:

  • mandag d.16. juni
  • torsdag d.19. juni
  • torsdag d. 26. juni
  • fredag d. 27. juni.

Mere info følger om tilmelding til den praktiske hjerte-lungeredning og om onlinekurset, men har I generelle spørgsmål til undervisningen, så tag gerne fat i teamleder Andreas Schlott.

Nye førstehjælpskasser flere steder på instituttet
Vi har fået førstehjælpskasser fra Falck, og de er placeret alle de steder, hvor vi også har hjertestarter og/eller akutudstyr. Falck-kasserne står her:

Placeringen af førstehjælpskasser, akutudstyr og hjertestartere er markeret på alle oversigtskort, og som medarbejdere har vi pligt til at orientere os i, hvor udstyret befinder sig, hvis en nødsituation opstår.

Vi kan bestille gratis opfyldning af Falck-kasserne, hvis noget af indholdet bliver taget i brug. Det er derfor vigtigt, at kasserne ikke bliver opfyldt med andet end materialer fra Falck. Kasserne bliver kontrolleret ca. 1 gang om måneden, men tager I indhold fra førstehjælpskasserne, må I gerne give besked til de medarbejdere, der står som kontrollant.

Vi var vært for nordisk, tandfagligt topmøde
I den første uge af april var instituttet vært for Nordic Dean Meeting 2025, og det lykkedes os at samle institut- og uddannelsesledere fra 13 af Nordens 14 universitære, tandfaglige uddannelsesinstitutioner. Årets tema var ”Curriculum Development”, og her har vi selv rigtig meget at byde ind med grundet vores erfaringer med revision af studieordninger under paraplyen ”The Aarhus Model of Dental Education”.

Det var nogle intense dage med lærerige drøftelser og nye perspektiver båret igennem af et stærkt program – sat sammen af vores uddannelsesledergruppe, ledelseskonsulent Mette Hein Ærthøj og specialkonsulent Jens Laurs Kærsgaard fra Centre for Educational Development – der sikrede aktiv deltagelse og engagement fra alle.

Det er tydeligt, at vi i Norden har et historisk fælles værdigrundlag, både hvad angår sundhedsvæsen og uddannelsessystem, og at vi møder de samme udfordringer og problemstillinger. Jeg synes, de tre dage sammen har styrket vores relation, og det fordrer et tættere samarbejde med vores nordiske kolleger.

I kan se billeder fra Nordic Dean Meeting på Health’s LinkedIn-side.

Færdige Pure-profiler: Vi nåede (næsten) i mål
For godt en måned siden havde 1% af medarbejderne på IOOS en færdigudfyldt Pure-profil. Efter Pure-ugen i marts med Mint-manualer og Pure Gold-karameller, opmuntring og hjælp har hele 57% af os udfyldt de obligatoriske felter: profil og arbejdsområder – det er supergodt gået!

Selv om Pure-ugen er slut, er det fortsat vigtigt, at vi også fremover holder Pure-profilerne opdaterede – fx med bibeskæftigelse – og at de af jer, som ikke fik udfyldt de obligatoriske tekster i denne omgang, gør det.

Nåede I ikke medarbejderfotograferingen på instituttet, så er der altid mulighed for at få taget et nyt, professionelt portrætbillede. Aarhus Universitets fotografer tilbyder gratis medarbejderfotografering én dag hver måned i bygning 1910. Book tid til fotografering via hjemmesiden.

FORSKNING, UDDANNELSE OG UNDERVISNING

Rådgiver Anne Hofmeister er instituttets kontaktperson i Health Forskningsstøtte
Den relativt nyoprettede enhed, Health Forskningsstøtte, der kan hjælpe os med at udarbejde konkurrencedygtige fondsansøgninger til vores forskningsprojekter, har nu udpeget en partner til instituttet.

Vores kontaktperson i Health Forskningsstøtte er rådgiver Anne Hofmeister, og Anne sidder klar til at hjælpe med fx:

  • Rådgivning om at skrive konkurrencedygtige ansøgninger til eksterne fonde
  • Støtte forskere og forskergrupper i at udvikle og implementere fundingstrategier
  • generel sparring om relevante fonde og finansieringsmuligheder.

Fokus på praktikpladser i tandplejen
Fagmagasinet Tandplejeren har i de to seneste udgaver skrevet artikler om, hvor vigtigt og lærerigt det er for vores tandplejerstuderende at komme i praktik i enten kommunal eller privat praksis – og hvor nødvendigt det er, at klinikkerne byder sig til som praktikværter. Hensigten med artiklerne er netop at skaffe flere praktiksteder til vores tandplejerstuderende ved at illustrere både praktikværternes og praktikanternes perspektiver. Det er vores praktikkoordinator Sisse Claudia Korsholm, der står bag indsatsen. Sisse medvirker også i artiklerne, lige som flere af vores studerende.

NYT OM NAVNE

Peter Bangsgaard Stoustrup er ny professor i ortodonti
Instituttets ortodontiske undervisnings- og forskningsmiljø bliver styrket med ansættelsen af Peter Bangsgaard Stoustrup som ny professor. Peter tiltrådte stillingen d. 1. april. Peter er et kendt ansigt på IOOS, som leder af Sektion for Ortodonti og leder af specialtandlægeuddannelsen i ortodonti på Aarhus Universitet. Det er også herfra, han selv er uddannet og indtil nu har været lektor.

Gennem sin karriere har Peter haft særligt fokus på kæbeledsgigt hos børn og unge, men han forsker også i, hvordan digitale løsninger og brugen af kunstig intelligens kan forbedre fremtidens ortodontiske behandlingstilbud.

Tillykke til Peter og til os – jeg glæder mig til det videre samarbejde! Se mere i fakultetets omtale af det nye professorat i ortodonti.

Laurits Astrup Kaaber får Health Studenterforskningspris
Hvert år uddeler fakultetet studenterforskningspriser til studerende, der har udmærket sig med en ekstraordinær skriftlig indsats. I år gik Health Studenterforskningspris til Laurits Astrup Kaaber, der netop har afsluttet sit forskningsår ved Sektion for Oral Radiologi og Endodonti. Laurits Astrup Kaaber har undersøgt anvendelsen af lavdosis CBCT i forbindelse med tandimplantater, og det er et underudvalg fra Akademisk Råd, der har bedømt de indstillede studenterforskningsprojekter.

Bedste hilsener Siri