På dekanens bord: Juletanker om samarbejde og nye alliancer

Lad os lave et nytårsforsæt om, at vi alle vil interagere mere og på nye måder med resten af samfundet i 2024.

Måske er det fordi, det snart er jul - men for tiden er jeg ekstra optaget af, hvordan vi som fakultet gør en forskel i verden.

Hvordan kan vi gøre endnu mere for at sikre sundhed for alle?

På Health ved vi godt, at vores primære opgave er forskning og forskningsbaseret uddannelse. Det er vi gode til, og det har vi succes med. Så vi gør allerede en kæmpe forskel. Men vi møder også stigende krav om at bidrage til mere vækst, velfærd og udvikling – fx i samarbejde med erhvervslivet.

I år er det 20 år siden, Danmark fik en universitetslov, som for alvor satte fokus på forskningens kommercialiseringspotentiale. Her på kanten til 2024 er vi stadig ikke i mål med at bringe viden fra vores faglige miljøer ud til industrien, den offentlige sektor og civilsamfundet gennem erhvervssatsninger. Men vi bliver stadig bedre til det.

Jeg kan godt forstå, hvis man som universitetsansat kan føle sig klemt mellem at opretholde armslængde-princippet og opleve en forventning om at gå fra forskning til faktura. Nogle Health-forskere kan opleve et kultursammenstød mellem kerneværdien om at arbejde for menneskers sundhed og omverdenens krav om kommercialisering og erhvervssamarbejde.

Først og fremmest ser jeg ikke et modsætningsforhold mellem forskning og kommercialisering. Vi har masser af fine eksempler især på Institut for Biomedicin, som står for langt størstedelen af spinout-virksomheder på hele universitetet.

Men samarbejde med omverdenen handler ikke kun om patenter og spinouts. Den sundhedsvidenskabelige forskning kan sætte store samfundsmæssige aftryk gennem mange former for værdiskabende samarbejder med eksterne parter.

Fx når vi arbejder for at mindske ulighed i sundhed gennem en helt ny aftale mellem Health og den landsdækkende NGO Social Sundhed, som giver vores studerende mulighed for at ledsage og hjælpe udsatte borgere, når de skal til konsultation hos læge, tandlæge eller sygehus. Det er en perspektivrig alliance, som også åbner for et samarbejde inden for uddannelse og forskning.

Så ja – jeg tænker meget over, hvilke muligheder vi har for at interagere mere med resten af samfundet, og hvordan vi ad den vej kan være med til at sikre bedre sundhed for alle. Jeg har store forventninger til vores arbejde for at få etableret en life science hub til de helt tidlige spinouts og til samspillet med Beta.Health om at skabe sundhedsinnovation med udgangspunkt i klinikken.

Det skal vi tale mere om i 2024, for de eksterne samarbejder er endnu en måde, hvorpå vores forskning kan rykke sundheden i verden i en bedre retning.