Nyhedsbrev 49 fra Institutlederen

Kære Alle Eksamenstiden står allerede for døren. Det gør vores IOOS fællesdag også d. 29. juni - husk at melde jer til i invitationen som I har fået i mailboksen.

INTERNT PÅ INSTITUTTET

Sektionsændring på vej – hvordan skaber vi de bedste rammer for opgaveløsningen?

Sektion for Pædodonti, Sektion for Parodontologi og Sektion for Oral Økologi og Carieskontrol har udtrykt ønske om at undersøge, hvordan vi kan styrke det faglige og sociale miljø og skabe mere rationelle arbejdsgange i deres sektioner. Den proces er nu sat i gang.

I første omgang undersøger vi, om en sektionssammenlægning kan imødekomme ønskerne og skabe bedre arbejdsgange. David Kraft er udpeget som koordinator for processen, og på baggrund af samtaler med både medarbejdere og ledere i de nuværende sektioner udarbejder han et udkast til en organisationsbeskrivelse af en ny sektion.

Arbejdet med de tre sektioner er en god anledning til at tænke opgaveløsning og ansvarsfordeling på nye måder, og den nytænkning begrænser sig ikke kun til de umiddelbart berørte medarbejdere.

Derfor vil jeg gerne opfordre jer til at komme med gode forslag og idéer til, hvordan en ny sektionsorganisering kan give os de bedste rammer for at løse vores kerneopgaver. Processen er åben og dialogbaseret, og intet er givet på forhånd.

Har I input – og det håber jeg – så send forslag til nytænkning såvel som spørgsmål til proces og formål til David Kraft inden sommerferien.

Aarhus Universitets erklæring om ytringsfrihed for medarbejdere og studerende

”På et universitet skal meninger kunne brydes frit – og du skal tåle at møde synspunkter, du absolut ikke bryder dig om.” Sådan siger Aarhus Universitets bestyrelsesformand Connie Hedegaard i en artikel til universitetsmediet Omnibus. Anledningen er, at bestyrelsen har godkendt universitetsledelsens erklæring om ytringsfrihed for medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet. Efter en længere høringsperiode har vi nu en færdig erklæring om ytringsfrihed, der definerer rammerne og cementerer universitetets værdimæssige afsæt: medarbejdere og studerende er frie til at udtrykke sig. Læs erklæringen om ytringsfrihed på medarbejdersiden.

Tegn på stress?

Hvis du selv, en af dine kolleger eller ansatte oplever symptomer på stress, så er der måske hjælp at hente på AU’s stress-hjemmeside. Hjemmesiden er netop opdateret og indeholder bl.a. vejledninger og værktøjer til at forebygge, opdage og håndtere arbejdsrelateret stress. Hjemmesiden har også inspirationsmateriale og guides, der kan hjælpe ledere og arbejdsmiljøorganisationerne med den forebyggende stressindsats.

Vores arbejdspladsvurdering (APV)-resultater viste, at stress og balancen mellem opgaver og tiden til rådighed er en udfordring. Det samme billede tegner sig på resten af universitetet. Vores indstilling er, at arbejdsrelateret stress er en fælles udfordring og et fælles ansvar. Det afspejler den nye stress-hjemmeside, men det er selvfølgelig også et emne, vi kommer til at arbejde videre med i vores lokale APV-opfølgning.

FORSKNING, UDDANNELSE OG UNDERVISNING

Syv studerende screenede tænder og tandkød til Special Olympics Idrætsfestival

I weekenden d. 20.-21. maj satte syv tandplejerstuderende eksamenslæsningen på pause for en stund og tog til Kolding, hvor idrætsfestivalen for handicappede og udviklingshæmmede ’Special Olympics’ løb af stablen. Vores frivillige studerende gav nogle af deltagerne et hurtigt tandeftersyn og en efterfølgende profylaktisk instruktion. For ud over at dyste i forskellige sportsgrene fik de udviklingshæmmede deltagere nemlig også tilbud om et sundhedstjek herunder en screening af tænder og tandkød. Tandplejerstuderende Laura Hollerup Christensen var en af de studerende, der var med til at hjælpe en sundere livsstil og et bedre helbred på vej.

90 deltagere, 16 nationaliteter og 25 år med ortodonti-kursus på instituttet

Sektion for Ortodonti afholder i disse uger anden del af vores internationale short term-kursus i ortodonti. Kurset har eksisteret i ca. 25 år og ligger som en form for faglig DNA i alle de specialtandlæger, der er uddannet i Aarhus. I anledning af næsten-jubilæet og post-corona-glæde besluttede Susanna Botticelli og Morten Godtfredsen Laursen, der er kursusansvarlige, og sektionsleder Peter Stoustrup sig for at lave en ’åben short term-dag’.

De inviterede nuværende og tidligere specialtandlægestuderende samt venner af sektionen til et fagligt og socialt arrangement lørdag d. 7. maj, og der viste sig at være overvældende stor tilslutning. 90 deltagere med 16 forskellige nationaliteter fløj ind fra hele verden for at være med. Det vidner om, hvor stærkt et internationalt alumnenetværk vores anerkendte og eftertragtede short term-kursus i ortodonti skaber. Se et billede fra dagen på fakultetets LinkedIn-side.

NYT OM NAVNE

Instituttet får millionbevilling til forskning i ernæring og smerter

Professor Lene Baad-Hansen, Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion, er én af de 10 forskere fra Health, der i år har fået en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond. Hun har fået 2 mio. kr. til at undersøge, hvorvidt ernæring spiller en rolle for temporomandibulær dysfunktion (TMD). Det gør hun ved at undersøge moderens ernæring og livsstil under graviditeten og barnets ditto under opvæksten. Stort tillykke – det er stærkt, at vi spiller med i bevillingernes superliga. Se mere om projektet i nyheden på hjemmesiden.

NIOM’s 50-års-jubilæum featuring Bahram Ranjkesh

I år kan NIOM – Nordisk Institut for Odontologiske Materialer – fejre sit 50-års-jubilæum. Siden 1972 har de fem nordiske lande samarbejdet om sikre og effektive tandbehandlingsmaterialer i Norden, og i den anledning er der udgivet en jubilæumsbog, som både kigger tilbage på historien og skriver om nutidens forskning. Adjunkt Bahram Ranjkesh fra Sektion for Protetik har flere gange været gæsteforsker hos NIOM, og er blevet udvalgt til at medvirke i jubilæumsbogen med både interview og portrætbillede. Jeg har jubilæumsbogen på mit kontor, og I er velkomne til at komme forbi og låne den.

 

Bedste hilsener

Siri