Nyhedsbrev 50 fra Institutlederen

Kære alle Eksamenerne er næsten helt afsluttede, og vi sender alle vores dimittender ud i verden på fredag d. 1. juli med festligholdelse i Aulaen. Jeg glæder mig også til vores IOOS fællesdag i morgen onsdag, hvor vi kan blive klogere på nutidens og fremtidens generationer i samfundet og på arbejdsmarkedet, arbejdspladser og arbejdsmiljø - og med tid til at være sammen uden for vores travle hverdag.

INTERNT PÅ INSTITUTTET

Opdaterede retningslinjer for distancearbejde = mest muligt fysisk fremmøde

På baggrund af erfaringerne med corona-nedlukningerne har universitet opdateret sine retningslinjer for hjemmearbejde – eller ’distancearbejde’, som nu er betegnelsen. Retningslinjerne ligger meget godt i tråd med vores egen praksis og betyder i hovedtræk, at vi arbejder så meget som muligt på og fra instituttet, så vi sikrer sammenhængskraft og et kollegialt miljø. Har man ind i mellem brug for fleksibiliteten i at arbejde fra distancen, så skal det aftales med nærmeste leder.

Se retningslinjerne på medarbejdersiden eller formidlet i artikelform.

Grønnegården blev indviet

Torsdag d. 9. juni klippede dekan Anne-Mette Hvas den røde snor, og så var Grønnegården officielt indviet. Efter nogle måneder med maskiner og byggelarm og efter flere år med en grå parkeringsplads er Grønnegården nu endelig grøn igen, og vi har fået et rigtig flot udemiljø for både medarbejdere og studerende. En stor tak til kantineudvalget for sparring gennem hele byggeprocessen og til IOOS Institutforum, som vedvarende insisterede på at fejre, hvad fejres kan. Og tak til alle jer, der var med til at gøre dagen festlig!

Postdoc Anne Birkeholm Jensen er vores repræsentant i fakultetets nye ligestillingsudvalg

Health har nedsat et nyt ligestillingsudvalg, som skal være med til at sætte skub i tingene og fremme initiativer på tværs af fakultetet, der bidrager til at skabe ligestilling mellem kønnene. Det gælder både for studerende, videnskabeligt ansatte, teknisk-administrativt personale og ledere. Udvalget består af tolv medlemmer, der hver er udpeget for en treårig periode, mens dekanen er fast medlem og sidder for bordenden som forperson.

Vi har på IOOS udpeget postdoc Anne Birkeholm Jensen som vores repræsentant i ligestillingsudvalget. Tag fat i Anne, hvis I har idéer, forslag eller problemstillinger, som skal tages op i udvalget. Jeg sidder også selv med, da jeg er en af fakultetets repræsentanter i Aarhus Universitet’s diversitets- og ligestillingsudvalg.

FORSKNING, UDDANNELSE OG UNDERVISNING

Verdens første dentomaxillofaciale MR-scanner lander på IOOS denne sommer

Vi kan faktisk præsentere lidt af en verdensnyhed, for om ganske kort tid modtager instituttet en MR-scanner, der er den første af sin art og specialudviklet til at arbejde specifikt med dental billeddannelse. Fordelen ved MRI (magnetic resonans imaging) er, at patienterne ikke udsættes for ioniserende stråling, og at MR-scanning giver bredere diagnostiske muligheder.

MR-scanneren bliver placeret hos Sektion for Oral Radiologi. Gennem de sidste fire år har lektor Rubens Spin-Neto arbejdet benhårdt på at gøre IOOS til verdens testcenter for den nye dentale MR-scanner – og det er lykkedes! Derfor skal vi nu lede forskningen i og udviklingen af dental MR-billeddiagnostik.

Den nye MR-scanner er en del af en forskningsaftale mellem IOOS og industripartnerne Dentsply-Sirona og Siemens Healthineers. MR-scanneren har en værdi af ca. 5 mio. kr., og aftalen omfatter ud over montering af udstyret også 2,5 mio. kr. til videnskabeligt og teknisk personale. To af sektionens ph.d.-studerende arbejder allerede nu med MRI-relaterede projekter, og de kommer til at gøre brug af den nye MR-scanner. De første patientbilleder bliver forventeligt taget efter sommerferien.

Vores videreuddannelse i Ortodonti får internationalt kvalitetsstempel

Efter fem års prøvemedlemskab er vores specialtandlægeuddannelse i Ortodonti netop optaget i The Network of Erasmus Based European Orthodontic Postgraduate Programmes (NEBEOP). Det er en kæmpe international anerkendelse af vores videreuddannelse, da kravene for optagelse er omfattende. Ansøgningen i sig selv var på mere end 200 sider, og i marts var der ’site-visit’ af to inspektører, som skulle tilse vores faciliteter og interviewe både ansatte, videreuddannelsesstuderende og ledelsen. Vi blev blåstemplet og optaget og endda med uhørt få anmærkninger. Stort og stærkt arbejde af Sektion for Ortodonti!

Læs interviewet med leder af specialtandlægeuddannelsen i Ortodonti Peter Stoustrup i næste nummer af fakultetsnyhedsbrevet Inside Health.

”Intelligent systems” bliver instituttets nye forskningstema

”Intelligent systems”. Det er navnet på instituttets fjerde og splinternye forskningstema, som vi har besluttet at oprette.  Professor Jan Wolff bliver temaets strategiske forskningskoordinator, og nogle medarbejdere, som lige nu hører til i ’Function, Pain and Rehabilitation’, rykker med over i det nye forskningstema. Efter sommerferien reviderer vi vores forskningshjemmesider, så de afspejler alle fire forskningstemaer.

Deadline nærmer sig: Nomineringer til æresdoktorer 2023

Det er ved at være den tid på året, hvor Aarhus Universitet fordeler æresdoktorater til egnede kandidater fra internationale universiteter og forskningsinstitutioner. Hvis I samarbejder med nogen, der har stærk tilknytning til Aarhus Universitet, møder kravene og fortjener æren, så send nomineringen (maks. fem sider) pr. mail til Henry Andreasen fra Fakultetssekretariatet (ha@au.dk):

Motivation (bl.a. tilknytning til Aarhus Universitet)

CV (bl.a. uddannelse, ansættelser, priser, H-index, citationer og kontaktinformationer)

Publikationsliste

Den interne deadline for nomineringer er d. 15. august 2022. Henry Andreasen kan også klare spørgsmål og andre praktikaliteter.

The Kitchen tilbyder hjælp til iværksætteri

Både medarbejdere og studerende kan få støtte til at skabe egen virksomhed i The Kitchen, der hjælper med rådgivning og adgang til investorer og workshops, som klæder iværksætter-lystne medarbejdere på til at tage næste skridt. The Kitchen, der har til huse i Universitetsbyen, har lavet en video med beretninger fra forskere, der har omsat deres forskning til forretning. Se med, hvis I har mod på at starte en virksomhed og omsætte jeres viden til vare – og kontakt innovationschef Jeppe Dørup Olesen på jdo@au.dk, hvis I vil høre mere om mulighederne hos The Kitchen.

NYT OM NAVNE

Peter Bangsgaard Stoustrup, sektionsleder for Ortodonti

Det er mig en stor glæde at fortælle, at lektor Peter Bangsgaard Stoustrup pr. 1. september i år ikke længere er konstitueret, men fast leder af Sektion for Ortodonti og leder af videreuddannelsen i ortodonti. Peter har til fulde løftet opgaven, og jeg ser frem til vores fortsatte samarbejde.

Konstitueret sektionsleder for Pædodonti Pernille Endrup Jacobsen fratræder sin stilling

Konstitueret sektionsleder, postdoc Pernille Endrup Jacobsen fratræder sin stilling hos os pr. 1. august 2022 for at tiltræde som overtandlæge i Viborg Kommune. En stor tak til Pernille for indsatsen både som konstitueret sektionsleder og som postdoc. Indtil videre varetager jeg ledelsesfunktionen i tæt sparring med afdelingstandlæge Marie-Louise Milvang Nørregaard og postdoc Anne Birkeholm Jensen fra Sektion for Pædodonti.

For 9. gang i træk får Sektion for Oral Radiologi en pris med hjem fra kongres

Ph.d.-studerende Julie Suhr Villefrance vandt 2. pladsen ved research competition under den 18. udgave af European Congress of Dentomaxillofacial Radiology, der foregik i Polen nu i juni. Det gjorde hun med sin præsentation af abstractet: Early detection of external cervical resorption in posterior teeth: A radiographic, cross-sectional study of an adolescent population. Studiet bidrager med vigtig viden om, hvad man skal være særligt opmærksom på, når man kigger efter ekstern cervikal resorption på bite-wings i en ungdomspopulation, og hvad prævalensen er af denne patologiske forandring. Studiet er lavet i samarbejde med Aalborg Kommunale Tandpleje og er desuden et samarbejde mellem fagområderne endodonti og oral radiologi. Stort tillykke til Julie.

Forskningsårsstuderende vinder Young Investigator Award

Mere prisregn: Muhammed Alparslan Gøkhan, der er forskningsårsstuderende tilknyttet Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion, har vundet en International Association of Dental Research (IADR) Neuroscience Young Investigator Award. Det gjorde han for sin posterpræsentation under IADR-konferencen d. 16. juni. Her præsenterede han sit forskningsårsprojekt, der handler om ’burning mouth syndrome’.

 

I ønskes alle en god og velfortjent sommerferie,

Siri